Vent venligst...

Gode råd til køb af fladskærms-tv

Forsiden / Gode råd til køb af fladskærms-tv

I dag, hvor fladskærme er blevet så populære, er der pludselig helt, helt andre muligheder for at bruge fjernsynet aktivt i rummets indretning.

I gamle dage - for blot et par år siden - var fjernsynet typisk et stort apparat, som resten af stuen blev rettet ind efter. I dag, hvor fladskærme er blevet så populære, er der pludselig helt, helt andre muligheder for at bruge fjernsynet aktivt i rummets indretning.

Men det stiller også nogle krav til dig selv, når du dels skal finde det rigtige fjernsyn til rummet, dels skal placere det.

Når man skal finde det rigtige fjernsyn, er designet vigtigt for mange. Umiddelbart ligner mange fladskærms-tv hinanden, men det kan også spille ind, om der eksempelvis skal være indbyggede højtalere i rammen om det smalle tv.

Da et fjernsyn holder i mange år - og da det skal være en fornøjelig oplevelse at se på, er det ikke ligegyldigt, hvilken teknik, fjernsynet er forsynet med. Derfor kan du bruge disse ti gode råd til ting, du nemt kan tjekke, når du ser på fladskærme i butikken.

10 vigtige ting ved en fladskærm:

1. Responstid: Motiver i bevægelse må ikke ”hænge” - Jo lavere responstid, jo bedre.

2. Betragtningsvinkel: Stå midt for og gå ud til siderne:

Skarphed, farver, lys og kontrast skal bevares.

3. Farvegengivelse: Farverne skal se naturlige ud (tjek ansigtsfarverne).

4. Kontrast og lys: Der skal være nok til at man kan se tv i dagtimerne - Jo højere kontrast, jo bedre.

5. Sideværtsbevægelser: Motiver i bevægelse må ikke have en hale efter sig.

Eller en bil der drejer med tændte lygter må ikke have lygterne ”hængende”, hvor den drejer.

6. Opløsningen: Skal minimum være på 576 linjer.

7. Farve og kontrast: Farver og kontrast må ikke falme, når man går ud til siden.

8. Farveovergang: Der skal være præcise overgange.

9. Tilslutning: Er der SCART-stik? S-VHS stik? DVI? Component? 

10. Tekst-tv: Står bogstaverne skarpt? Også helt ud i kanterne af billedet?

Hjemme i stuen

Udbuddet af fladskærms-tv er støt stigende, og standardmodellerne går typisk fra 13” til 50”, så tv’et kan passe ind i alle rum: Tænk bare hvor meget plads der spares i køkkenet eller alrummet, ved et skift til en få centimeter tynd skærm!

Der kan desværre ikke gives nogle tommelfingerregler for, hvor stor en skærm, der skal være i en stue, fordi der spiller så mange ting ind i det enkelte hjem: Det afhænger blandt andet af hvor mange, der skal se samtidig, og hvilke møbler man sidder i: Er det store, brede lænestole fylder de naturligvis mere end en sofa med det samme antal pladser.

Skal man være helgarderet, er det derfor klogt at se på betragtningsvinklen: Er den eksempelvis på 176 grader, vil der være plads til at mange kan se samtidig.

Du skal også være opmærksom på, at du ikke umiddelbart kan sammenligne størrelsen på et billedrørs-tv med et fladskærms ditto: En 32” er derfor ikke ens i de to tilfælde. På billedrøret måles rørets størrelse, (Røret går jo lidt ud fra hver side af selve billedet) mens på fladskærmen er skærmens størrelse og billedstørrelsen det samme. Derfor vil et 32” fladskærms-tv være større end et 32” billedrørs-tv.

Gode råd til placering i hjemmet

1. Find stedet, skærmen skal hænge eller stå. På væggen eller på et møbel. Som udgangspunkt skal det placeres i samme højde som et billedrørs-tv: Det er bedre at kigge lidt ned end op.

2. Kig dernæst på indfaldslys: Kommer solen ind ad vinduet bag dig eller står der en lampe ved din stol? Det vil kunne give reflekser i skærmen. Gardiner eller flytning af stol eller lampe kan løse problemet.

3. Hvad skal der tilsluttes af udstyr: dvd-optager, surround-anlæg, video etc.? Hvor skal højtalerne stå? Skal udstyret stå i nærheden af fjernsynet? Skal det fjernbetjenes fra din stol? Skal der trækkes kabler – og skal de være synlige eller i paneler? Eller vælger du trådløse forbindelser?

4. Monteres skærmen på væggen, så læs instruktionen nøje, så du er sikker på at skærmen sidder rigtig fast.

5. For det visuelle – og æstetiske – udtryk er det vigtigt, at der ikke placeres store møbler som eksempelvis reoler opad skærmen. En fladskærm kræver luft omkring!